Vedtaget

13-2013 - Retningslinje for Ørskov Bæk, Hovedgård

Kommuneplan-id
1486324

Tillæg nummer
13-2013

Plannavn
Retningslinje for Ørskov Bæk, Hovedgård

Dato for vedtagelse af forslag
27. maj 2015

Høring start
27. maj 2015

Høring slut
27. juli 2015

Dato for vedtagelse
25. august 2015

Dato for ikrafttræden
1. september 2015

Gælder for hele kommunen?
Nej

Formål

Kommuneplantillæggets formål er at ændre retningslinjen for byggeri der ligger op til det udpegede naturbeskyttede område Ørskov Bæk i Hovedgård (PlanID: 2774001). 

Frizonen omkring den konkrete udpegning reduceres fra 25 meter til 10 meter fra brink til matrikelskel for den del af Ørskov Bæk der ligger øst for Kirkevej og ind til den østligste del af Birkevænget.

Tillæg 13 sikrer, at der er overensstemmelse mellem Kommuneplan 2013 og Lokalplan 2015-4 - Boliger, Coldingvej, Hovedgård.


Indhold

Tillægget ændre ved vedtagelsen retningslinjen for byggeri op til Ørskov Bæk i Hovedgård. Derudover fastlægges der en frizone på mindst 10 m mellem bækkens brink og den ny bebyggelses martrikelskel. Frizonen kan anvends til offentlige stianlæg og offentlig adgang til naturområdet i øvrigt. Reduktionen indenfor det specifikke områdeDette sker ud fra en konkret vurdering af områdets karakter og sammenspil med naboområdet omkring Birkevænget, hvor matrikelskel har varierende afstand til bækkens brink. Afstanden her er helt ned til 3-4 meter.

Der sikres en frizone på minimum 10 fra brinken på bækken til matrikelskel på de kommende boliggrunde. Det er en del af fremtidens bykvalitet, at naturområder indgår som en del af byens rekreative oplevelsesrum. Derfor er det vigtigt at opfatte eksisterende naturområder i by- og sommerhusområder som vigtige bidrag til bykvaliteten. De er vigtige grønne åndehuller i byen, såvel for dyr som for mennesker. Men en reduktion af frizonen på denne lokalitet vurderes ikke at ændre forholdene væsentligt for områdets dyr og planter. Samtidig sikres en mulighed for en lang mere hensigtsmæssig og bæredygtig indretning af det fremtidige boligområde i og med, at der kan etableres flere boliger i området ogd ermed sikre en bedre udnyttelse af arealressourcen. 


Baggrund

Tillæg 13 til Kommuneplan 2013 laves i forlængelse af Kommuneplantillæg 7 til Kommuneplan 2013, hvor et nyt byudviklingsområde inddrages til boligformål.


Forhold til anden planlægning

Natura 2000

Nærmeste Natura 2000-områder er nr. 56 (Habitatområde H52, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave samt Fuglebeskyttelsesområde F36, Horsens Fjord og Endelave) mod syd og nr. 54 (Habitatområde H50, Yding Skov og Ejer Skov) mod nord.

Udpegningsgrundlaget pr. 31.12 2012 for området kan ses på Naturstyrelsens hjemmeside.

Planlægningen kan kun gennemføres hvis det vurderes at tillægget ikke medfører en forringelse af:

1. de naturtyper, som området er udpeget for
2. levesteder for de arter, som området er udpeget for
3. eller betydelige forstyrrelser for arterne som området er udpeget for.

Afstanden til de internationale naturbeskyttelsesområde er mellem 7,3 og 9,8 km.

På baggrund af den forholdsvis store afstand og omfanget af den ændrede retningslinjeudpegning vurderes ingen af arterne eller naturtyperne, som udgør udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området at blive påvirket af planen.


Bilag IV-arter
En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU-medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem.

Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder. Der er ifølge DCE, Aarhus Universitet fundet flere bilag IV-arter i nærområdet. Det drejer sig om arter af padder, flagermus samt markfirben og odder. Horsens Kommune dog har ikke konkret kendskab til forekomster af bilag IV-arter i området omkring Ørskov Bæk på den berørte strækning.

Ørskov Bæk fungerer sandsynligvis som ledelinje og fourageringsområde for visse bilag IV-arter, primært områdets flagermus. 

Samlet vurdering
Horsens Kommune vurderer således, at retningslinjen kan ændres uden at:

 - skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-
områder.
- indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området.


Forhold til Kommuneplan 2013 - Hovedstruktur

Tillægget er i overenstemmelse med kommuneplanen hovedstruktur. Hovedgård er en Mellemby, hvor Horsens Kommunes Byråd har besluttet at der skal ske en fremtidig by- og boligudvikling.


Forhold til Kommuneplan 2013 - Retningslinjer

Tillæg 13 ændre konkret på den gældende retningslinje for Ørskov Bæk for den pågældende strækning, herunder ses de gældende retningslinjer og forslaget til den nye retningslinje vedrørende Ørskov Bæk (PlanID: 2774001).

Gældende retningslinje for byggeri i forbindelse byudviklingsområder

Udpegede Naturområder i byudviklingsområder skal bevares og sikres mulighed for at rumme et mangfoldigt dyre- og planteliv.

Hvor byggeri sker op til udpeget naturområde, skal der etableres en frizone på mindst 25 m mellem naturområdet og den ny bebyggelse. Frizonen kan tillades anvendt til offentlige stianlæg og offentlig adgang til naturområdet i øvrigt.

Gældende redegørelse for retningslinjen

I områder, der inddrages til byudvikling, vil der ofte være et større eller mindre indslag af naturområder. Af hensyn såvel til disse områders indhold af dyr og planter, som til det kommende byområdes kvalitet, er det vigtigt, at naturområdet bevares og sikres et varieret dyre- og planteliv.

Det er en del af fremtidens bykvalitet, at naturområder indgår som en del af byens rekreative oplevelsesrum. Derfor er det vigtigt at opfatte eksisterende naturområder i by- og sommerhusområder som vigtige bidrag til bykvaliteten. De er vigtige grønne åndehuller i byen, såvel for dyr som for mennesker.

Ny retningslinje for Ørskov Bæk, Hovedgård

Hvor byggeri sker op til Ørskov Bæk i området mellem Kirkevej og den østlige ende af Birkevænget (PlanID: 2774001), skal der etableres en frizone på mindst 10 m mellem bækken og den ny bebyggelse. Frizonen kan tillades anvendt til offentlige stianlæg og offentlig adgang til naturområdet i øvrigt.

Ny redegørelse for retningslinjen for Ørskov Bæk, Hovedgård

Eksisterende naturområder i by- og sommerhusområder er vigtige bidrag til bykvaliteten. De er grønne åndehuller i byen, som har en stor værdi for såvel dyr som mennesker.

Retningslinjen med en frizone på 10 meter fra brink til fremtidige matrikelskel vil ikke skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder. Retningslinjen vil heller ikke indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter i området. Da der forsat vil være gode passagemuligheder osv. omkring bækken. Derfor vil udpegningen omkring Ørskov Bæk forsat bidrage til både bykvalitet og vil kunne fungere som et vigtigt grønt åndehul for mennesker og dyr i Hovedgård.


Forhold til Kommuneplan 2013 - Rammer for lokalplanlægning

Der oprettes ikke nye kommuneplanrammer med tillæg 13 til Kommuneplan 2013, men den nye retningslinjeudpegning påvirke rammeområderne:

GE.2.B.10.
GE.2.B.11.
GE.2.B.14.
GE.2.B.16.

Rammeområderne påvirkes på den måde, at når der udarbejdes lokalplaner skal afstanden fra brinken på Øskov Bæk til det kommende byggeris matrikelskel minimum skal være 10 meter i stedet for 25 meter.


Miljøvurdering

Når en myndighed laver planer og programmer eller ændrer deri, skal der i jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer udarbejdes en miljøvurdering, med mindre planen kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller alene indeholder mindre ændringer. Der skal kun gennemføres en miljøvurdering, hvis planerne må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har foretaget en screening af planforslaget og har vurderet, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslaget (afgørelsen er truffet efter miljøvurderingsloven §3 stk. 2) idet der samlet set ikke blev vurderet, at forekomme en væsentlig indvirkning på miljøet. 


Retsvirkninger

Tillæg 13 til Kommuneplan 2013 offentliggøres i henhold til lov om planlægning.(lovbekendtgørelse nr 587 af 27/05/2013).


Planlovens § 12, stk. 2 og 3, giver byrådet mulighed for at udstede forbud mod udstyknings- og byggeønsker samt ønsker om at ændre anvendelse. Kommuneplanen eller tillægget dertil skal dog først være endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort.

Bestemmelsen i § 12, stk. 2 angår kun byzonearealer. Den giver byrådet mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i planen.


Bestemmelsen i § 12, stk. 3 angår både byzonearealer og sommerhusområder. Bestemmelsen gør det muligt for byrådet at forhindre ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med rammebestemmelserne.


Klagevejledning

Klagevejledning vedrørende screening for miljøvurdering


Kommunalbestyrelsens afgørelse efter lov om miljøvurdering af planer og programmer - om at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurdering af planforslaget - påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. miljøvurderingslovens § 16.


Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, skal du klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Horsens Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Horsens Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 500. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Natur- og Miljøklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Horsens Kommune. Horsens Kommune videresender herefter anmodningen til Natur- og Miljøklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.


Hvis du vil indbringe spørgsmål om planforslagets lovlighed samt afgørelse vedr. miljøvurdering for domstolene, skal det ske inden 6 måneder fra datoen for planforslagets offentliggørelse.


Din mulighed for at indsende bemærkninger til planen


For at give borgerne i Horsens Kommune lejlighed til at sætte sig ind i planforslagets indhold bliver planforslaget offentligt fremlagt i mindst 8 uger, jf. bestemmelserne i Lov om Planlægning § 24.


Hvis du har kommentarer til forslaget til kommuneplantillæg skal disse senest den 27. juli 2015 sendes til Plan & By.


Du kan sende dine bemærkninger til:


planogby@horsens.dk el. Horsens Kommune, Teknik og Miljø, Plan & By, Rådhustorvet 4, 8700 Horsens.


Byrådet vil herefter igen tage stilling til planforslaget og de indsendte bemærkninger og indsigelser. 


Svar på indkomne indsigelser vil blive fremsendt efter Byrådets endelige stillingtagen til Kommuneplantillægget.


Her ses bækken i højre side af billedet, den følger beplantningen. Til venstre ses Kirkevej.

Her ses udpegningen af beskyttelsesområdet omkring Ørskov Bæk midt i billedet. Den konkrete retningslinje ændring vedrører kun den strækning af Ørskov Bæk der ses her mellem Kirkevej og enden af Birkevænget.

Herover ses området ovenpå et luftfoto fra området.

Her ses det konkrete byudviklingsareal som udlægges med tillæg 7 til Kommuneplan 2013.

KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer