PLANSTRATEGI 2013 - 2017

Home Strategi 2011 Trafik

Trafik

På landsplan stagnerer de tidligere års voldsomme trafikstigninger. Men på store dele af vejnettet i og omkring Horsens bliver der fortsat mere trafik. Udviklingen i transportbehovet og dermed i trafikken vil fortsat skabe et behov for bedre veje og stier.

Veje

Horsens Kommune ligger placeret tæt ved Den Østjyske Motorvej. Derfor er en fortsat udbygning af motorvejen nødvendig, da den betyder meget for en hensigtsmæssig afvikling af trafikken på det overordnede vejnet i Horsens Kommune. Størst er behovet for en udbygning af motorvejen til 3 spor samt behovet for en yderligere motorvejstilslutning nord for Hatting med forbindelse til Ringvejen i Horsens. På lidt længere sigt vil der desuden blive behov for anlæg af en ny omfartsvej syd om Horsens mellem Vejlevej og Bjerrevej samt senere en fortsættelse af omfartsvejen til Bollervej. På længere sigt kan en omfartsvej nord om Horsens mellem Oddervej og Gl. Århusvej komme på tale.

Planlægning

Der vil i løbet af 2012 blive udarbejdet en ny trafikplan. Den vil i lighed med den nuværende trafikplan fra 2007 indeholde en række temaplaner, herunder en vejplan (2011), en trafiksikkerhedsplan, en parkeringsplan, en stiplan og en hastig-hedsplan. Den samlede trafikplan skal ses i sammenhæng med kommuneplanens målsætninger for trafikområdet.

Ét af trafikplanens fokusområder er en fortsat forbedring af trafiksikkerheden, herunder at mindske utrygheden for de svage trafikanter. De anbefalinger, der kommer ud af trafikplanens handlingsplan, skal realiseres. Det betyder blandt andet, at stianlæg udbygges og en række veje trafiksaneres.

Cykler

Cyklister skal kunne færdes trygt og sikkert i trafikken. Det kræver, at eksisterende anlæg forbedres og nye etableres. Der skal fortsat laves nye cykelstier langs trafikvejene, så der på sigt bliver etableret cykelstier/-baner langs de mest trafike-rede veje.
Cyklister skal have mulighed for at parkere sikkert i Horsens Midtby og uden, at det er til gene for de øvrige trafikanter.

Omlægning i Horsens Midtby

Midtbyen skal trafikalt fredeliggøres. Det søges gennemført bl.a. ved at forbedre henvisningerne til p-pladser i midtbyen og dermed reducere kørsel efter p-pladser.

Den reducerede trafik vil samtidig mindske trafikkens øvrige miljøgener. Det skal samtidig sikre, at trafikken på de primære trafikveje omkring midtbyen kan afvikles med færrest mulige problemer. For at det kan lade sig gøre, vil trafikplanen pege på forslag til at forbedre disse veje.

Bustrafik

Den kollektive trafik skal være et attraktivt alternativ til de øvrige transportformer. Derfor vil Horsens Kommune arbejde på at rejsende, der benytter kollektiv trafik, har optimale muligheder for nemt og hurtigt at kunne skifte fra ét transportmiddel til et andet. Samtidig skal de sikres ordentlige forhold, mens de venter. Der vil fremover være fokus på at sikre et hurtigt busnet med tilstrækkelige afgange.

For pendlerne er trafikbetjeningen i myldretiden af stor betydning for, om den kollektiv trafik er et attraktivt alternativ til bilen. Horsens Kommune vil derfor sætte fokus på den kollektive trafikbetjening af pendlerne i myldretiden.

Samtidig skal det undersøges, om alternative løsninger end traditionel busbetjening med faste ruter og afgange kan være hensigtsmæssig trafikbetjening i nogle områder/tidsrum.

KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer