RETNINGSLINJER - KOMMUNEPLAN 2013

2.3 Naturområder

Mål

De eksisterende naturværdier i det åbne land skal bevares og søges forbedret.

Gudenåen.

Redegørelse

Gennem en lang årrække er naturen, både i henseende til udstrækning og mangfoldighed, blevet fattigere.

De lysåbne naturområder som enge og overdrev er truet af tilgroning; de næringsfattige naturtyper som heder, kær og moser er truet af næringsstofberigelse, og alle naturområder er truet af tiltagende forstyrrelser eller reduktioner som følge af nye byggerier (veje, byer etc.), opdyrkning etc.

Der er derfor behov for såvel en beskyttende indsats i forhold til det, der endnu er tilbage, som en naturudviklende indsats, for at genvinde noget af det tabte. Naturgenopretning, skovrejsning og etablering af nye vådområder kan være vigtige dele af denne indsats.

Beskyttelse af de eksisterende naturværdier uden for de internationale naturbeskyttelsesområder er det næst vigtigste element i det danske arbejde med at få standset tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed.

Retningslinjer

De udpegede naturområder herunder småbiotoper skal bevares og søges udvidet. De skal sikres et mangfoldigt og varieret dyre- og planteliv.

Naturbeskyttelsesinteresserne skal tilgodeses, også uden for de udpegede naturområder.

Hvis der helt undtagelsesvis tillades byggeri eller arealanvendelse, som forringer et udpeget naturområde, skal der stilles krav om udlægning af nye naturarealer, så naturværdierne samlet set bliver fastholdt eller forbedret. Der kan evt. også skulle stilles krav om etablering af nødvendige faunapassager. Dette gælder også for byggeri eller arealanvendelse, som finder sted uden for selve det udpegede naturområde.

Fåresøomorådet.

Redegørelse for retningslinjer

Kommuneplanens naturområder er, til forskel fra de internationale naturbeskyttelsesområder, en lokal udpegning af områder med særlige naturbeskyttelsesmæssige interesser. Udpegning i denne kommuneplan bygger, i lighed med den tilsvarende udpegning i Vejle Amts Regionplan 2005, på den naturplan, som Vejle Amt udgav i 1999: ”Natur i Vejle Amt - En plan for mere og bedre natur”.

Udpegningen omfatter grundlæggende områder, der er beskyttede efter naturbeskyttelseslovens §3 (moser, enge, overdrev, heder, strandenge, samt de fleste søer og vandløb). Enkelte værdifulde vandløb, som ikke er beskyttet efter lovens §3, er også medtaget. Derudover omfatter udpegningen også større skovområder samt skovpartier, der har værdi som element i de økologiske forbindelser.

Beskyttelsen af de udpegede naturområder sker i høj grad gennem national lovgivning. Ændringer i tilstanden af områder omfattet af naturbeskyttelseslovens §3 kan kun ske på baggrund af en dispensation som kommunen kan meddele, og skovene er beskyttet af skovloven, som Staten (Skov- og Naturstyrelsen) administrerer.

Både inden for og uden for de udpegede Naturområder kan der forekomme dyre- og plantearter, der skal tages særligt hensyn til. Det drejer sig om de såkaldte ”Bilag IV –arter” omfattet af EF´s Habitatdirektiv. Yngle- og rasteområder inden for de naturlige udbredelsesområder for (dyre-)arter nævnt i dette bilag må ikke ødelægges eller beskadiges og plantearter nævnt i bilaget må ikke ødelægges i noget livsstadie.

Udenfor de udpegede naturområder findes områder med særlige småbiotoper og disse skal bevares, øges i antal og sikres bedre sammenhæng mellem dem. Sammen med levende hegn, diger, mindre vandhuller, kildevæld, småbevoksninger m.m. har småbiotoperne meget stor værdi som trædesten og vandringsveje for især dyr. Derfor skal det tilstræbes at disse bevares og forbedres gennem pleje og lignende tiltag.

 



 
 

KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer