2.2 Naturbeskyttelse

Mål

De naturtyper og de dyre- og plantearter, som udgør udpegningsgrundlaget for de enkelte internationale naturbeskyttelsesområder, skal bevares og styrkes.

 

Redegørelse

Overalt i Europa er naturen under pres, og dyr og planter går tilbage i antal og udbredelse. De internationale naturbeskyttelsesområder danner et økologisk netværk af beskyttede naturområder gennem hele EU. En række områder i Danmark er udpeget som vigtige naturtyper og som vigtige levesteder for udvalgte dyre- og plantearter i international sammenhæng.

Natura 2000 – områderne er det vigtigste element i det danske arbejde med at få standset tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed (biodiversiteten) – et arbejde som Danmark i 2001, sammen med de øvrige EU-lande, forpligtede sig at nå senest i 2010.

De internationale naturbeskyttelsesområder består af tre områdetyper:

  • EF-habitatområder
  • EF-fuglebeskyttelsesområder” samt
  • RAMSAR-områder.


I henhold til Planloven skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, herunder beliggenheden af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser (Planlovens § 11a pkt.13).

De internationale naturbeskyttelsesområder er sammensat af Ramsar-områder, der er større vådområder udpeget af hensyn til vandfugle samt af Natura 2000-områderne, der består af EF-fuglebeskyttelsesområder, der er områder udpeget som levesteder for trækfugle og truede fuglearter, og EF-habitatområderne, der er områder udpeget som bevaringsområder for naturtyper og dyre- og plantearter. Det er Staten, der foretager udpegningen af de internationale naturbeskyttelsesområder. Reguleringen af aktiviteter i - og omkring de internationale naturbeskyttelsesområder sker gennem en national bekendtgørelse - ”Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter”. Bekendtgørelsen bestemmer bl.a., at aktiviteter og anlæg der kan skade et internationalt naturbeskyttelsesområde ikke kan tillades.

I henhold til lov om miljømål udarbejder miljøministeriet inden udgangen af 2009 en Natura 2000-plan for de internationale naturbeskyttelsesområder og kommunen udarbejder inden udgangen af 2010 en handleplan til gennemførelse af Natura 2000 planen.

Planerne skal sikre, at de plante- og dyrearter og de naturtyper, som er grundlaget for udpegningen, opnår en gunstig bevaringsstatus.

 

Retningslinjer

Retningslinje - By - byggeri og natur
Udpegede Naturområder i byudviklingsområder skal bevares og sikres mulighed for at rumme et mangfoldigt dyre- og planteliv.

Hvor byggeri sker op til udpeget naturområde, skal der etableres en frizone på mindst 25 m mellem naturområdet og den ny bebyggelse. Frizonen kan tillades anvendt til offentlige stianlæg og offentlig adgang til naturområdet i øvrigt.

Redegørelse for retningslinjer

Redegørelse - By - byggeri og natur
I områder, der inddrages til byudvikling, vil der ofte være et større eller mindre indslag af naturområder. Af hensyn såvel til disse områders indhold af dyr og planter, som til det kommende byområdes kvalitet, er det vigtigt, at naturområdet bevares og sikres et varieret dyre- og planteliv.

Det er en del af fremtidens bykvalitet, at naturområder indgår som en del af byens rekreative oplevelsesrum. Derfor er det vigtigt at opfatte eksisterende naturområder i by- og sommerhusområder som vigtige bidrag til bykvaliteten. De er vigtige grønne åndehuller i byen, såvel for dyr som for mennesker.

 



 
 

KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer