3.3 Kirkeomgivelser

Mål

Kommunens kulturarv skal beskyttes og kendskabet til den skal udbredes. Kirkerne udgør et meget væsentligt element i kulturarven.

Kirkernes nærmiljø skal tilpasses samspillet med kirken og de kirkelige anlæg. Kirkens ofte markante synlighed i omgivelserne skal bevares.

Kirkerne udgør en vigtig kulturhistorisk arv, der rækker mere end 800 år tilbage, og nogle kirker udgør derfor landets ældste bygninger. Variationer i udformning af kirkerne afspejler den tid, kirkerne er blevet opført eller ombygget i. Forskellene kan også afspejle det lokale landskabs muligheder og begrænsninger og dermed fortælle om de vilkår, vores forfædre var underlagt.

Redegørelse

Ingen i den gældende kommuneplan.

Retningslinjer

Indenfor beskyttelseszonen omkring kirkerne kan der kun opføres bygninger, tekniske anlæg m.v., hvis det kan ske uden at hensynet til kirkernes landskabelige beliggenhed eller samspil med landsbymiljøet herved tilsidesættes. Der skal tages udstrakt hensyn til kirkeomgivelserne omkring kirkerne i Horsens by, herunder middelalderkirkerne, således at der ved ny bebyggelse eller anden bebyggelsesmæssige forandringer tages hensyn til kirkernes samspil med byrummet.

Uth kirke.

Redegørelse for retningslinjer

Retningslinjen for kirkernes beskyttelseszoner bygger på registreringen: ”Kirkernes omgivelser i Vejle Amt, 1989”, som deler kirkernes omgivelser i tre kategorier, fjernomgivelse, næromgivelse og særligt kirkeområde. Tilsammen udgør de tre kategorier kommuneplanens beskyttelseszone omkring kirkerne.

Fjernomgivelse
Kirkens fjernomgivelse er det åbne agerlandskab, hvori kirken opfattes som en markant bygning. Her vil nye fritliggende bygninger samt særlig store eller høje driftsbygninger være generende. Store tekniske anlæg, som f.eks. højspændingsmaster og vejanlæg, vil ligeledes kunne virke uheldigt dominerende eller ødelæggende for et fint samspil mellem kirke og landskab.

Næromgivelse
Kirkens næromgivelse er bebygget område, hvori kirkebygningen opfattes som det dominerende bygningselement. Bebyggelse og tekniske anlæg inden for bebyggelsen, der udformes eller placeres på en meget dominerende måde, vil kunne ødelægge et ellers harmonisk helhedsbillede.

Særligt kirkeområde
Særligt kirkeområde består af kirkeanlægget med kirkeomgivelsesfredning samt mindre arealer i umiddelbar tilknytning hertil. Byggeri og anlæg, som ikke har kirkelige formål, søges her undgået, og områdets anvendelse søges reguleret på grundlag af nærmere planlægning.

 



KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer