5.5 Store husdyrbrug og OSD

Mål

Ingen i den gældende kommuneplan.

Redegørelse

Grundvand i forhold til placering af store husdyrbrug
De statslige vandplaner, som ultimo 2012 blev hjemsendt til fornyet fremlæggelse, er ikke endeligt vedtaget inden denne endelige vedtagelse af Kommuneplan 2013. I Kommuneplan 2013 udlægges ikke nye områder til byudvikling, derfor er der heller ikke udarbejdet en samlet grundvandsredegørelse for hele Horsens Kommune i forbindelse med revisionen af kommuneplanen. Dette vil i stedet ske i et kommende tematillægfor byudvikling til Kommuneplan 2013. Arbejdet med tematillægget og dermed også den samlede grundvandsredegørelse er igangsat og forventes, at være afsluttet i foråret 2014. I Kommuneplan 2013 peges der på arealer til placering af store husdyrbrug. I forhold til placeringen af de store husdyrbrug er hensynet til grundvandet indbygget gennem de fremtidige vandplaners retningslinje 40 og 41, samt en betragtning om at alt OSD skal betragtes som NFI indtil kortlægningen er færdig.

Retningslinjer

De statslige vandplaner, er som nævnt ikke endeligt vedtaget inden udarbejdelsen af Kommuneplan 2013. Alligevel medtages vandplanernes retningslinjer i Kommuneplan 2013. Konkrete ansøgninger om byggeri i områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande udenfor disse, vil blive behandlet ud fra vandplanernes bindende retningslinjer 40 og 41, som gengives nedenfor:

40) Ved placering og indretning af anlæg indenfor allerede kommune- og lokalplanlagte erhvervsarealer samt ved udlæg af nye arealer til aktiviteter og virksomheder, der kan indebære en risiko for forurening af grundvandet, herunder deponering af forurenet jord, skal der tages hensyn til beskyttelse af såvel udnyttede som ikke udnyttede grundvandsressourcer i områder med særlige drikkevandinteresser samt indenfor ind-vindingsoplande til almene vandforsyninger. Særligt grundvandstruende aktiviteter må som udgangspunkt ikke placeres inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller indvindingsoplande til almene vandforsyninger med krav om drikkevandskvalitet, der ligger uden for disse. Som særligt grundvandstruende aktiviteter anses fx etablering af deponeringsanlæg og andre virksomheder, hvor der forekommer oplag af eller anvendelse af mobile forureningskomponenter, herunder organiske opløsningsmidler, pesticider og olieprodukter.

41) Områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse skal så vidt muligt friholdes for udlæg af arealer til byudvikling. Der kan dog udlægges arealer til byudvikling, hvis det kan godtgøres, at der ikke er alternative placeringer, og at byudviklingen ikke indebærer en væsentlig risiko for forurening af grundvandet. Ved byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse skal det af kommune- og lokalplaners retningslinjer fremgå, hvordan grundvandsinteresserne beskyttes”.

Derfor skal driftsbygninger og driftsanlæg der placeres:

  • indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser eller indvindingsoplande udenfor disse, og som i forbindelse med den statslige grundvandskortlægning er udpeget som nitratfølsomme indvindingsområder, eller

  • indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser eller indvindingsoplande udenfor for disse, som ikke er kortlagt af staten endnu, og derfor forudsættes at være nitratfølsomme opfylde følgende tiltag:

    • ”Parkeringspladser og kørearealer samt områder, hvor der oplagres eller håndteres olie eller kemikalier, skal være befæstet med en tæt belægning, der er indrettet med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning.

    • Olie og kemikalier skal opbevares i egnede beholdere, der enten er dobbeltvæggede eller placeret under tag og beskyttet mod vejrlig. Beholderne skal stå på en oplagsplads med tæt belægning uden afløb eller med afspærringsventil og sikret mod påkørsel. Oplagspladsen skal være indrettet således, at spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og kloak. Området eller opsamlingssump skal som minimum kunne rumme indholdet af den største opbevaringsenhed i området.

    • Befæstelsesgraden skal forsøges minimeret og som minimum afstemmes med behovet for grundvandsdannelse, jf. overudnyttelse af grundvandsressourcen i vandplanen. Tage kan anlægges som grønne tage, og stier kan etableres med permeable belægninger.

    • Regnvands- og spildevandsledninger skal til enhver tid opfylde den bedst tilgængelige teknologi med hensyn til tæthed, samlinger, tæthedsprøvninger med videre. Indskrives i Spildevandsplan”.

 

Redegørelse for retningslinjer

Arealudpegningen er en positiv udpegning. Det er områder, hvor det er vurderet, at der ved en godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven vil være færrest mulige restriktioner, specielt i forhold til lugt og ammoniak. At et område ligger indenfor OSD vil ved en miljøgodkendelse kunne give anledning til restriktioner jf. ovenstående tiltag, men områderne er fundet egnet, idet de derudover, er vurderet at ville udløse færre restriktioner. Store husdyrbrug er også at finde på den statslige tilladelsesliste, hvor de er placeret ud fra Miljøstyrelsens faglige vurdering jf. Statens udmelding til vandplanernes retningslinje 40 og 41.

Der vil også kunne etableres store husdyrbrug udenfor de afgrænsede områder, såfremt lovgivningen og øvrige retningslinjer i kommuneplanen og andre overordnede planer giver mulighed herfor. Det vil sige, at Horsens Kommune formentlig også vil modtage ansøgninger om etablering af store husdyrbrug udenfor arealudpegningerne. Også disse ansøgninger vil kunne dreje sig om husdyrbrug beliggende indenfor OSD.

Reguleringen af husdyrbrug, herunder reguleringen efter husdyrgodkendelsesloven, vil være den samme, uanset om husdyrbruget ligger inden for eller uden for de kommuneplanlagte arealer, men en beliggenhed indenfor et nitratfølsomt indvindingsområde eller et område som vurderes som nitratfølsomt på baggrund af en manglende statslig grundvandskortlægning, vil udløse særlige vilkår til husdyrbrugets indretning i overensstemmelse med de tidligere beskrevne tiltag.



KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer