5.3 Landbrug

Mål

Målet er, at sikre landbrugserhvervets udviklingsmuligheder på et bæredygtigt grundlag under hensyntagen til natur, miljø, landskab og lokalsamfund.

Redegørelse

Landbruget har indvirkning på natur, vandområder, grundvand, på naboer og nærmiljø. Strukturændringerne i jordbrugserhvervet med færre og større husdyrproduktioner har stor indflydelse på landdistrikternes fremtidige udvikling. På husdyrbrugene er der øget teknisk mulighed for anvendelse af ny teknologi, der kan reducere miljøbelastningen, og den nye teknologi giver nye perspektiver for produktionsformer og for natur-, miljø- og landskabsbeskyttelse i jordbrugsdriften.

Forudsætningerne for at bevare et bæredygtigt landbrug er, at der er størst mulig investerings­ sikkerhed og fortsat udviklingsmulighed for jordbrugserhvervet - samtidig med at det sikres, at udviklingen ikke sker på bekostning af natur- og miljøbeskyttelsesinteresser, men derimod giver mulighed for miljø- og naturforbedringer og drikkevand af god kvalitet.

Kommunerne har som opgave at sikre den bedst mulige lokalisering af store husdyrproduktioner under hensyntagen til naboer og lokalsamfund, vandkvalitet, naturværdier og i forhold til forpligtigelserne i Habitat- og Vandrammedirektiverne.

Samtidig skal kommunerne, for at sikre et bæredygtigt jordbrug, der fortsat kan producere fødevarer mv., både til hjemmemarkedet og til eksport, gennem planlægning bevare tilstrækkelige landbrugsarealer.

Retningslinjer

Retningslinje for områder til jordbrugsmæssig anvendelse, herunder de særligt værdifulde landbrugsområder

De særligt værdifulde landbrugsområder skal i størst muligt omfang friholdes for andre aktiviteter, der kan hindre landbrugserhvervets udviklingsmuligheder. De særligt værdifulde landbrugsområder er vist på kortet.

 

Redegørelse for retningslinjer

Jordbrugserhvervenes interesser og udviklingsmuligheder skal indgå i den samlede afvejning af interesser ved planlægning af den fremtidige arealanvendelse. Tilstrækkelige arealer skal bevares for at sikre et bæredygtigt jordbrug, der fortsat kan udvikle sig.

Når områder til jordbrugsmæssig anvendelse (land- og skovbrug og gartnerier) inddrages til andre formål, sker det efter en afvejning af de forskellige interesser, der knytter sig til området.

Ved afvejningen i forhold til jordbrugsinteresserne lægges der vægt på, at begrænse arealfor­bruget til andre formål, og der tages hensyn til arronderingsforholdene og de allerede foretagne investeringer i området. Når jordbrugsområder inddrages til andre formål, vil det være en betingelse, at arealerne kan anvendes længst muligt til landbrugsmæssige formål.

Planlægningen skal være med til at sikre, at der skabes en balance mellem jordbrugets udviklingsmuligheder og forbedringen af natur- og miljøforholdene og skal desuden sikre arealer til byvækst og til rekreative arealer og anlæg m.v.

Udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder skal understøtte udviklings- og investeringsmulighederne i landbruget og skal samtidig forebygge konflikter med naboer og tage hensyn til landskabs-, natur-, kultur og miljøinteresser.

Disse arealer skal i størst muligt omfang friholdes for aktiviteter, der kan sætte begrænsninger for landbrugets udviklingsmuligheder, herunder tænkes især på udlæg til byvækst. Nærhed til byområder stiller landbruget overfor lugtgenekrav, der kan forringe deres mulighed for at øge produktionen.

Udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder er sket gennem en GIS–analyse, hvor nogle temaer er valgt fra. Der er valgt de temaer, som i størst omfang vurderes at begrænse landbrugets udviklingsmuligheder.

Disse temaer er følgende: Internationale naturbeskyttelsesområder, skove, områder beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, områder til byvækst samt eksisterende byområder.

På kortlaget jordbund i www.jordbundsanalyser.dk ses udbredelsen af forskellige jordbundstyper i Horsens Kommune. Jordbundstyperne lerblandet sandjord og sandblandet lerjord udgør størstedelen af arealet; derudover er der områder med grovsand, hovedsagelig i den vestlige del af kommunen samt mindre områder med ren lerjord og organisk jord.

Horsens Kommune vurderer, at den ene jordtype ikke kan siges at være mere værdifuld end den anden, idet udbytte og økonomi afhænger af at valg af afgrøde kombineres med den rigtige jordtype. Det er derfor valgt, at udpege alle de områder i kommunen, der ikke er omfattet af de ovennævnte områder i GIS-analysen, til særligt værdifulde landbrugsområder.

 



KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer