1.11 Detailhandel

Mål

Horsens Kommune udvikler sig i disse år betydeligt og ikke mindst byudviklingen med tilflytning af nye virksomheder og borgere har været, og forventes fortsat at være markant indenfor hele kommunens geografi.

Disse forhold sammenholdt med den almindelige stigning i velfærden, den løbende strukturforandring i detailhandelen med nye butikskoncepter og stigende omsætning, ændringer i indkøbsvaner, branceglidning og behov for markedstilpasning ligger til grund for detailhandelsplanlægningen for Horsens Kommune.

Beregninger foretaget for Kommunen af Planlægningsfirmaet ”Erik Agergård ApS” for perioden 2007 - 2013 peger på at omsætningen og behovet for yderligere bruttoetageareal til butiksformål i Horsens Kommune vil være stigende af bl.a. ovennævnte grunde.

Det er Byrådets målsætninger på detailhandelsområdet, at:

  • fremme et stærkt og varieret butiksudbud i Kommunen samt sikre balance i butikslokaliseringen således at der opnås nærhed og god tilgængelighed for borgerne, især for dem uden bil,
  • den lokale dagligvarehandel, især i de mindre bysamfund, kan opretholdes og styrkes,
  • skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne ved at der fortsat kan etableres butikker her,
  • butikker placeres centralt i byerne (bymidten) – henholdsvis centralt i bydelene (bydelscentrene) og skal søges placeret centralt i lokalcentrene. Undtaget herfra er mindre butikker, der alene betjener et begrænset byområde (lokalområde), sommerhusområde eller landsby samt butikker der forhandler særligt pladskrævende varer, 
  • udviklingen på detailhandelsområdet skal være med til at sikre, at såvel bymidten som bydelscentrene i hovedbyen Horsens, samt de øvrige bymidter og lokalcentre, er levende og velfungerende og at udviklingen sker på et miljø- og samfundsmæssigt bæredygtigt grundlag, 
  • Horsens bys rolle i det østjyske bybånd og som dynamisk og bærende egnscenter for hele det naturlige og vidtstrakte handelsopland – Horsens egnen, skal udbygges. Dette med såvel nye egnscenterfunktioner – bl.a. udvalgsvarebutikker over 2.000 m², som egentlige landsdelscenterfunktioner således at borgerne på Horsens egnen opnår et tilfredsstillende serviceniveau i regional balance med landsdelscentrene Århus og Trekantsområdet, 
  • Brædstrup bys rolle som hovedby i kommunens vestligste del skal opretholdes og udbygges. Herudover er det Byrådets specifikke mål for detailhandelsstrukturen i Horsens bymidte, at store udvalgsvarebutikker fortrinsvis skal placeres i den nyere del af bymidten, syd for Niels Gyldings Gade,

  • den fysiske forbindelse for gående mellem gågaderne i den historiske bykerne og centerområdet i den nyere del af bymidten skal forbedres og,
  • området i bymidten syd for Åboulevarden, Løvenørnsgade og Sønderbrogade skal søges fortættet.

 

 

Søndergade.

Redegørelse

De gældende detailhandelsregler blev indføjet i Planloven i 1997 og ændret i 2002, 2005 og sidst i 2007 i forlængelse af betænkningen fra Udvalget for Planlægning og Detailhandel.

Den seneste lovændrings fokus var i det væsentligste at styrke bymidterne. Lovændringen ændrede ikke formålet med loven, men søgte at skabe større klarhed over indholdet af reglerne, større frihed for kommunerne til at planlægge indenfor rammerne og samtidig give så vide rammer at virksomhederne bl.a. kan fortsætte deres udvikling af nye butikskoncepter.

Efter Planloven skal planlægning til butiksformål:

  • fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer, sikre at arealer til butiksformål placeres, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, især den gående, cyklende og kollektive trafik, og

  • fremme en samfundsmæssigt bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstandene i forbindelse med indkøb er begrænsede

Planlovens målsætninger på detailhandelsområdet er indarbejdet i de kommunale målsætninger.


Centerstruktur
Planloven opererer på detailhandelsområdet med et centerhierarki bestående af bymidter, bydelscentre og lokalcentre.

Horsens by og Brædstrup er udpeget til hovedbyer i Horsens Kommune. Af disse to er Horsens by hovedcentret i kommunen. Herudover har Byrådet kategoriseret bysamfund mellem 500 - 2500 indbyggere til Mellembyer, hvilket reelt svarer til mindre bymidter og lokalcentre med en vis service.

I fastlæggelsen af den kommunale centerstruktur er der, for Mellembyernes vedkommende, set på flere forhold. Det er bl.a. den generelle forsyningssituation, herunder mængden af eksisterende butiksareal og eksisterende butiksstørrelser, behov for vækst i butiksarealet generelt samt forventet befolkningstilvækst og eksisterende udbygningsramme for detailhandel.

I Horsens Kommunes tilfælde vil det, at blive kategoriseret som en mindre bymidte, for Mellembyerne betyde at der kan gives mulighed for butiksstørrelser på mere end den lovfæstede øvre grænse på 1.000 m² for dagligvarebutikker i lokalcentre. Butiksstørrelsen på maksimalt 1.000 m² for dagligvarebutikker i lokalcentre anses dog for passende i de fleste mindre bysamfund. Desuden vil der være mulighed for flere konkurrerende butikker, også i lokalcentre, såfremt udbygningsrammen tillader det.

Den kommunale detailhandelsplanlægning
Byrådet ønsker at fastholde Horsens by som et tidssvarende, stærkt og dynamisk egnscenter med et levende og attraktivt bymiljø, ved fortsat at udvikle byens potentiale og dermed sikre at Horsens også i fremtiden kan udfylde rollen som et konkurrencedygtigt egnscenter for hele sit opland. Også bydelscentrene og de øvrige mindre bymidter skal være attraktive og levende bymiljøer for fortsat at kunne tiltrække kunder og derved at styrke lokalområdet.

Horsens by, og Horsens Kommune som helhed, er et af Danmarks kraftigste vækstområder. Horsens er beliggende i det østjyske bybånd, der strækker sig fra Randers i nord til Haderslev i syd. Dette bybånd anses i Regeringens landsplanredegørelse ”Det nye Danmarkskort…” fra 2006 for at have funktionelle udviklingsmuligheder som peger mod en mulig fremtidig sammenhængende millionby.

Et sådant udviklingspotentiale forpligter og Horsens anser sin rolle som et betydeligt og meget dynamisk byområde i vækstbåndet som meget vigtig. Placering af fremtidige landsdelscenterfunktioner i det vækstområde med landsdelscenter Århus, Horsens og Trekantsområdet med Vejle, Kolding og Fredericia som områdets betydelige byer, vil være en naturlig opfølgning på landsplanredegørelsen.

Derfor skal Horsens også på detailhandelsområdet være på forkant med udviklingen og kunne tilbyde lokaliseringsmuligheder for nye og flere egnscenterfunktioner – herunder udvalgsvarebutikker over 2.000 m², og for eventuelle landsdelscenterfunktioner.

Brædstrup by er hovedbyen i kommunens vestligste del og med et, efter byens størrelse, betydeligt opland er det vigtigt at Brædstrup opretholdes som egnscenter her med et bredt vareudvalg. Der skal derfor være mulighed for yderligere at kunne udvikle detailhandelen i Brædstrup, herunder særligt udvalgsvarehandelen.

Samtidig ønsker Byrådet at fastholde og udbygge, den decentrale butiksstruktur i kommunen. Byrådet vil sikre muligheden for at opretholde, udvikle og stedvist udbygge dagligvarehandelen i de enkelte bydele, i de mindre afgrænsede bymidter, i lokalcentrene og til dels i landdistrikterne.

I mellembyerne (bysamfund 500 - 2500 indbyggere) søges dette bl.a. opnået ved fortsat boligudbygning samt f.eks. fastholdelse af institutioner og skoler. Hertil kommer en tilvejebringelse af fysiske udvidelsesmuligheder ved afgrænsning af byernes områder til detailhandel samt, hvor det er muligt, en rummelighed i rammerne for detailhandelsudvikling.

Detailhandelen samles i de historiske centerdannelser, så disse fortsat er levende og velfungerende, og/eller placeres nær andre funktioner som skole og institutioner m.v. Derved sikres nærhed og god tilgængelighed for borgerne og trafikken i forbindelse med indkøb minimeres. Samtidig opnås mest mulig konkurrence og synergi butikkerne imellem til gavn for både borgere og butiksejere, hvorved butikkernes mulighed for overlevelse styrkes.

I enkelte lokalcenterbyer er behovet for en styrkelse af den lokale dagligvarehandel dog så påtrængende, at centerafgrænsning her er lig med kommuneplanens rammer. Derved gives der større mulighed for lokalisering af mulige nye dagligvarebutikker.

I et begrænset byområde (lokalområde), et sommerhusområde eller en landsby vil der også fortsat være mulighed for at etablere enkeltstående butikker til lokal forsyning. Derudover indgår butiksetableringer i landdistrikterne som et middel til fortsat udvikling af disse. Det skal derfor fortsat være muligt at etablere gårdbutikker og specialbutikker med særlig lokal forankring i landdistrikterne og butikker der i særlig grad henvender sig til befolkningen og erhvervene her.

Butikker der forhandler særligt pladskrævende varer samles ligeledes, i overensstemmelse med Planloven, i afgrænsede områder der er geografisk spredt i kommunen. Særligt i forbindelse med de mindre bymidter i mellembyerne udlægges nye områder til særligt pladskrævende varegrupper. Derved gives mulighed for lokalisering af f.eks. mindre byggemarkeder og lignende her, hvilket vil minimere afstand og trafikarbejde i forbindelse med sådanne indkøb.

På kort i kommuneplanens ”Rammer for lokalplanlægning” kan de afgrænsede bymidter, bydelscentre, lokalcentre og områder til særligt pladskrævende varegrupper samt område til placering af udvalgsvarebutikker over 2.000 m² ses - dvs. de områder i Kommunen, der er udpeget til butiksudvikling. Her er også rammerne for lokalplanlægning for etablering og udvidelse af butikker angivet, herunder det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte områder samt de maksimale butiksstørrelser for de enkelte butikker i de enkelte områder. Uden for de viste områder kan etableres butikker i begrænset omfang til områdernes lokale forsyning. I kommuneplanens forudsætningsdel er de planlægningsmæssige overvejelser angivet.

Retningslinjer

Detailhandelsstrukturen
Den samlede detailhandelsstruktur danner, med undtagelse af butikker til lokal forsyning, grundlag for placering af nye butikker.
Butikker skal placeres indenfor de afgrænsede bymidter, bydelscentre, lokalcentre og områder til særligt pladskrævende varegrupper.

Udenfor de afgrænsede bymidter, bydelscentre, lokalcentre og områder til særligt pladskrævende varegrupper, kan placeres butikker til lokal forsyning. Butikker til lokal forsyning kan kun placeres efter byrådets nærmere tilladelse, hvor kommuneplanrammerne i øvrigt giver mulighed for det.

I landdistrikterne skal der kunne etableres mindre butikker - gårdbutikker, specialbutikker og lignende, samt butikker der i særlig grad henvender sig til befolkningen og erhvervene her.

Det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker og butikker til lokal forsyning følger Planlovens fastsatte grænser. Dog fastsættes det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for udvalgsvarebutikker i lokalcentre og til lokal forsyning til 500 m².

Byrådet fastsætter den maksimale butiksstørrelse for butikker der forhandler særligt pladskrævende varer, jf. skemaet i ”Rammer for lokalplanlægning”. Definitionen af særligt pladskrævende varer følger Planloven.
I Horsens bymidte kan der indenfor en planperiode på 4 år placeres 3 udvalgsvarebutikker på op til 5.000 m² indenfor området udpeget til dette i kommuneplanens ”Rammer for lokalplanlægning”.

For hvert afgrænset område til butiksformål skal der i kommuneplanens ”Rammer for lokalplanlægning” fastlægges et maksimalt bruttoetageareal til butiksformål. Jf. skemaet i ”Rammer for lokalplanlægning”

Udenfor afgrænsede detailhandelsområder og i tilknytning til en primær funktion som tankstation, togstation, stadion, fritliggende turistattraktioner og lignende kan der etableres butikker med et maksimalt bruttoetageareal til butiksformål på 300 m².

Udenfor afgrænsede detailhandelsområder kan der, i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler, placeres en butik til salg af egne produkter.

 

Høegh Guldbergsgade.

Redegørelse for retningslinjer

I henhold til Planlovens § 11a stk. 1 nr. 3, skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for den kommunale detailhandelsstruktur, herunder afgrænsning af bymidter, bydelscentre, lokalcentre og områder til særligt pladskrævende varegrupper. Herudover skal kommuneplanen fastsætte det maksimale bruttoetageareal til butiksformål i de enkelte områder samt maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker i de enkelte områder, herunder også for enkeltstående butikker (butikker til lokal forsyning).

Detailhandelsstrukturen
Det er et statsligt krav, at butikker placeres indenfor hertil afgrænsede områder. Undtaget herfra er butikker til lokal forsyning. Disse kan, efter samråd med kommunen, placeres hvor det skønnes hensigtsmæssigt set i forhold til bymiljø, trafik og den aktuelle forsyningssituation. Samtidig skal det fortsat være muligt at etablere mindre butikker i landdistrikterne så som gårdbutikker og specialbutikker, der kan være med til at sikre liv og udvikling på landet. Ligesådan skal det være muligt at etablere butikker der i særlig grad henvender sig til erhvervene på landet. Det kan være forhandlere af landbrugsmaskinel, butikker med varer i relation til grovvarehandel m.v.

De maksimale butiksstørrelser følger de i Planloven fastsatte øvre grænser. Det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte dagligvarebutikker er pr. 1. januar 2013 3.500 m² og for udvalgsvarebutikker 2.000 m². Det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for butikker i lokalcentre og for butikker til lokal forsyning er pr. 1. januar 2013 1.000 m².

For at der ikke skal opstå udvalgsvarebutikker i lokalcentre og til lokal forsyning med en uhensigtsmæssig størrelse i forhold til det område, der skal forsynes, fastsætter kommuneplanen en øvre grænse for disse på 500 m².

Efter Planloven har kommunen fået kompetencen til selv at fastsætte butiksstørrelsen på butikker der alene forhandler særligt pladskrævende varer. Dette er gjort i kommuneplanens ”Rammer for lokalplanlægning”. Særligt pladskrævende varegrupper er entydigt defineret i Planlovens § 5n, stk. 1, nr. 3. Disse er i dag biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler. For møbler gælder dog at disse butikker først skal søge placeret i bymidten eller evt. i et bydelscenter.

I områder til særligt pladskrævende varegrupper må der kun placeres butikker der alene forhandler disse, når der ses bort fra ubetydelige mængder af varer med nær tilknytning til de af bestemmelsen omfattede varer. En bilforhandler kan således f.eks. sælge midler til rengøring og vedligehold samt reservedele og tilbehør. For byggemarkeder gælder det, at butiksstørrelsen for det særlige afsnit med varer, der ikke i sig selv er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og byggematerialer ikke må fastsættes til mere end 2.000 m² bruttoetageareal. Definitionen af særligt pladskrævende varer følger Planloven.

Efter den seneste revision af Planlovens detailhandelsdel i 2007, har Horsens Kommune fået mulighed for at planlægge for 3 udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i Horsens bymidte indenfor en 4-årig periode. I kommuneplanens ”Rammer for lokalplanlægning” er der således givet mulighed for 3 butikker, hver på op til 5.000 m² i den nyere del af bymidten der ligger syd for Niels Gyldings Gade. Her kan butikker af en sådan størrelse indpasses uden negative konsekvenser for bymiljøet. I kommuneplanens forudsætningsredegørelse er der, jf. Planlovens § 11e, stk. 5, redegjort for etableringen af udvalgsvarebutikker med et bruttoetageareal på mere end 2.000 m².

For ikke af få en uønsket butiksspredning, særligt i forbindelse med tankstationer, der kan true især de mindre butikker og de mindre egentlige centerdannelser, fastsættes en øvre grænse på 300 m² for butikker i tilknytning til en primær funktion som tankstation, togstation, stadion, fritliggende turistattraktioner og lignende.

Kommuneplanens forhold til Regionplan 2005
Målene i Regionplan 2005 for Vejle Amt er alle videreført i Hovedstrukturens målsætninger i nærværende kommuneplan. Ingen af retningslinjerne fra Regionplan 2005 for Vejle Amt vil blive videreført i nærværende kommuneplan.

Retningslinjen for butikker i aflastningsområder er ikke relevant for Horsens Kommune, da der ikke er eksisterende aflastningsområder i kommunen og heller ikke er mulighed for at etablere sådanne.

Retningslinjen for butikker over 1500 m² til Særligt pladskrævende varegrupper er forældet efter revisionen af Planlovens bestemmelser i 2007, hvor Byrådet overtog kompetencen til at fastsætte butiksstørrelsen for butikker, der alene forhandler Særligt Pladskrævende Varegrupper.

Retningslinjen for butikker i bydelscentre er forældet efter revisionen af Planlovens bestemmelser i 2007, hvor Byrådet overtog kompetencen til at fastsætte det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for det enkelte bydelscenter.

 



 
 

KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer