HOVEDSTRUKTUR - KOMMUNEPLAN 2013

Natur i byen og på landet

Vi vil bevare, forbedre og forøge levesteder for dyr og planter og derved arbejde for at fremme den biologiske mangfoldighed og beskytte naturressourcerne. Samtidigt ønsker vi også at give borgerne mulighed for både at opleve og benytte naturen.

Horsens Kommune har en rig og varieret natur. Særligt vigtige naturområder er Horsens Fjord, de store ådale, skovene, Endelave samt større søer som Salten Langsø, Bygholm Sø og Nørrestrand. Flere af disse lokaliteter har status som nationale eller internationale beskyttelsesområder, hvor der findes en stor variation af dyr og planter.

De mange naturområder er til glæde for både borgere og turister, idet de giver mulighed for mange slags oplevelser og plads til motion og udfoldelser i hverdagen. Vi ser naturområderne som vigtige elementer i det fremtidige arbejde med at gøre Kommunen attraktiv som bosætningskommune. Naturperlernes rekreative værdier er ofte indlysende, men agerlandet og skovene indeholder også en væsentlig rekreativ værdi. Kommunen ønsker at naturen også er til stede i vore byer og derved bidrager til at gøre dem til gode steder at leve og bo.

Kommunen vil arbejde med tre fokusområder, som er rettet mod at beskytte og benytte naturen. Fokusområderne er:

  • Naturperler
  • Agerlandet og skovene
  • Naturen i Byen

Naturperler

Vi har flere naturområder i kommunen, som rummer sjældne arter eller naturtyper. Dem kalder vi særligt værdifulde naturområder eller ”naturperler”. Dem skal vi værne om og sikre mod forarmning eller udsletning. Vi vil arbejde for at styrke deres robusthed overfor kulturpåvirkninger, f.eks. ved at øge deres størrelse eller ved at etablere bufferzoner mellem naturområdet og intensivt dyrkede arealer. For de naturperler, der kræver en bestemt kulturpåvirkning (f.eks. afgræsning af enge og overdrev), vil vi arbejde for at sådanne kulturpåvirkninger bevares.

Agerlandet og skovene

I agerlandet og i skovene vil vi have så mange småbiotoper og så stor artsrigdom som muligt. Agerlandet og skovene er som udgangspunkt primært produktionsarealer og det sætter selvfølgelig sine begrænsninger på hvor megen natur, der kan være ”plads til”. Vi vil arbejde for at få plads til natur på de steder, hvor det kan forenes med de produktionsmæssige hensyn. I skovene vil det bl.a. handle om etablering af vådområder og bevaring af gamle træer. Vores arbejde vil i høj grad bestå i oplysning og vejledning til land- og skovbrugerne om eksisterende og mulige nye naturværdier på deres produktionsarealer.

Naturen i byen

Byernes offentlige, grønne områder kan ofte både tjene deres primære formål (græsplæne, hegn, blomsterbed) og samtidig indeholde noget natur. Hensigtsmæssig udformning og drift af områderne kan bidrage til et godt og berigende naturindhold på byernes grønne arealer.
Ved planlægning og udformning af nye byområder, vil vi arbejde for, at eksisterende naturværdier i området søges inddraget som et gode for det kommende byområde. Natur kan være med til at skabe tillokkende muligheder for at bevæge sig rundt i det område, hvor man bor.

 

KOMMUNEPLAN 2013

Strategi (Byrådets vision - fysisk udvikling)
Hovedstruktur (redegørelse og mål)
Retningslinjer (arealudpegninger)
Rammer for lokalplanlægning (anvendelse mm.)

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer